Spilreklamenævnet har behandlet en sag, hvor der var klaget over, at der ved et Facebook-opslag fra gruppen Vores Liga – hvor Betano er partner/sponsor - ikke var inkluderet et ”spil-ansvarligt-budskab” og en aldersmarkering.
Spilreklamenævnet udtaler i sag: 03-24-2 kritik af Betano.
Spilreklamenævnet modtog d. 30. december 2025 en klage over spiludbyderen Betano.Klager havde klaget til Spilreklamenævnet over, at der ved et Facebook-opslag på gruppen ”Vores Liga” – som er en fodboldpodcast, hvor Betano er partner/sponsor - ikke var inkluderet et ”spil-ansvarligt-budskab”, og herunder manglede henvisninger til ”StopSpillet”, ”ROFUS”, ligesom opslaget manglede en aldersmarkering.
I medfør af Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14 skal spiludbydere inkludere sådanne henvisninger, når de udsender spilmarkedsføring (benævnt “oplysningspligten”).
Spilreklamenævnet fandt i sagen, at det pågældende Facebook-opslag var udtryk for spilmarkedsføring i form af “branding”, hvorfor det pågældende opslag konkret skulle opfylde oplysningspligten. Dette gælder uagtet, at der ikke blev markedsført konkrete produkter fra Indklagede.
Spilreklamenævnet udtaler derfor kritik af spiludbyderen Betano.
Nævnets samlede udtalelse kan ses her.
Om Spilreklamenævnet
Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark, og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med det adfærdskodeks om markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spilvirksomheder har tiltrådt. Nævnet består af en dommer som formand, tre repræsentanter fra spilleindustrien samt tre repræsentanter, som repræsenterer spilbrugerne.
Der kan findes yderligere information om nævnet og dets virksomhed på nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.