Spilreklamenævnet blev i 2025 opmærksom på ”Leanders Lukrative” via omtale herom i danske medier, og valgte i den anledning at tage sagen op af egen drift.
Spilreklamenævnet udtaler i sag: 03-24-1 kritik af VIP-gruppen “Leanders Lukrative”.
”Leanders Lukrative” - der administreres af sportsmediet SpilXperten – er en “VIP-gruppe”, hvor betalende abonnenter kan få adgang til særlige odds-forslag, som udsendes af den tidligere fodbolddommer Benjamin Leander. Spilreklamenævnet blev i 2025 opmærksom på ”Leanders Lukrative” og dets potentielle uforenelighed med Adfærdskodeksets via omtale i danske medier, og valgte i den anledning at tage sagen op af egen drift.
Spilreklamenævnet fandt i sagen, at Leanders Lukrative var udtryk for “markedsføring af spil”, og at markedsføringen af Leanders Lukrative var i strid med Adfærdskodeksets pkt. 8.2 og 8.4, som opstiller betingelser for, hvad markedsføringsmaterialer konkret ikke må.
Nævnet har i sagen lagt til grund, at Benjamin Leander som tidligere professionel fodbolddommer kan opfattes som en, der har en særlig indsigt i fodbold, og at han med et betydeligt antal følgere på det sociale medie ”X” ud fra en samlet vurdering, må opfattes som en autoritet i Adfærdskodeksets forstand. Nævnet fandt derfor, at den pågældende markedsføringspraksis er i strid med pkt. 8.2 i Adfærdskodekset, der konkret omhandler, at direkte markedsføring af spil ikke må anvende personer, der af spilleren kan opfattes som ”autoriteter”, der har særlig indsigt i spillet.
Nævnet fandt også ud fra en helhedsvurdering, at præsentationen og markedsføringen af “Leanders Lukrative” var egnet til på utilbørlig vis at udnytte svagheder, godtroenhed, uerfarenhed eller manglende viden hos sårbare personer i strid med Adfærdskodeksets pkt. 8.4.
Spilreklamenævnet udtaler derfor kritik af SpilXpertens ”Leanders Lukrative”
Nævnets samlede udtalelse kan ses her.
Om Spilreklamenævnet
Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark, og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med det adfærdskodeks om markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spilvirksomheder har tiltrådt.
Nævnet består af en dommer som formand, tre repræsentanter fra spilleindustrien samt tre
repræsentanter, som repræsenterer spilbrugerne. Der kan findes yderligere information om nævnet og dets virksomhed på nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.