Spilreklamenævnet modtog d. 26. maj 2025 en klage over spiludbyderen Nye Expekt. Klager havde klaget
til Spilreklamenævnet over, at Nye Expekt (gennem Brønshøj Boldklub) havde reklameret med fri øl på
stadion mod, at man placerede et væddemål for 175 kr. hos Nye Expekt inden for en given tidsperiode.
Konklusion
Spilreklamenævnet udtaler kritik.
Baggrund og sagsfremstilling
Spilreklamenævnet modtog d. 26. maj 2025 en klage over spiludbyderen nyeexpekt.dk (herefter
”Indklagede”). Indklagede er ejet af LeoVegas Gaming Plc.
Klager havde klaget til Spilreklamenævnet over, at Indklagede havde reklameret med fri øl på Brønshøjs
fodboldstadion i en given tidsperiode mod, at man placerede et væddemål for 175 kr. hos Indklagede.
Klager havde fremsendt et Facebook-opslag fra Brønshøj Boldklub til Spilreklamenævnet, hvor klubben
den 22. maj 2025 reklamerede for en kommende fodboldkamp. Af opslaget fremgik også en reklame for
Indklagede om, at hvis man spillede for 175 kr. og viste sit væddemål til en medarbejder hos Indklagede, så
ville der være fri øl til én person fra kl. 13–16 den pågældende kampdag d. 24. maj 2025. Der ville herefter i
øvrigt kunne spilles på væddemål via en QR-kode, som blev delt ud i Brønshøj Boldklubs klubhus og på
klubbens stadion fra kl. 12–14 på kampdagen. Fra teksten i opslaget fremgik det, at der var tale om et
sponsorat fra Indklagede. Det opslag, som klager havde indsendt til Spilreklamenævnet, havde ikke en
aldersmarkering (”18+”) og havde herudover ikke noget ”spil-ansvarligt-budskab”.
I forlængelse af klagen rettede Spilreklamenævnet skriftlig henvendelse til Indklagede d. 4. juli 2025.
Spilreklamenævnet oplyste her, at nævnet endnu ikke havde taget stilling til, om den pågældende
markedsføring var i strid med Adfærdskodekset, men oplyste generelt, at spiludbyderes markedsføring
skal overholde spillebranchens adfærdskodeks, og henviste i den anledning generelt til kodeksets pkt. 2 og
8.3. Disse bestemmelser medfører, at markedsføring af spil skal være socialt ansvarlig og have særlig fokus
på at beskytte børn, unge og sårbare målgrupper mod skade eller udnyttelse, ligesom at markedsføring
ikke må vise eller opmuntre til socialt uansvarlig spilleadfærd, der kan lede til finansiel, social eller
emotionel skade.
Spilreklamenævnet oplyste endvidere om Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14, som medfører, at det er god skik
at inkludere et ”spil-ansvarligt-budskab” i al markedsføring, hvor det er praktisk muligt, og det er et krav, at
et sådant budskab indgår i alle tv-reklamer for spil, og at markedsføring af spil på tv, sociale medier eller i
trykte medier skal inkludere et ”18+” eller ”Aldersgrænse 18 år” eller tilsvarende budskab.
Spilreklamenævnet anmodede herefter om Indklagedes bemærkninger til klagen.
Indklagede har i sit svar til Spilreklamenævnet bestridt at have handlet i strid med Adfærdskodekset.
For så vidt angår pkt. 9 og 14 i Adfærdskodekset har Indklagede henvist til, at den indsendte klage ikke
indeholdt det fulde opslag. Indklagede har derfor fremsendt det fulde opslag, som blev offentliggjort på
Brønshøj Boldklubs Facebook-side. Af dette opslag fremgik følgende pligttekster: ”18+ | Spil ansvarligt |
Selvekskludér via ROFUS.nu | Hjælpelinje stopspillet.dk”.
For så vidt angår Adfærdskodekset generelt, herunder pkt. 2 og 8.3, henviste Indklagede til, at formålet
med den pågældende markedsføring ikke havde til intention at opmuntre til overdrevet indtag af alkohol
eller overdreven gambling, men udelukkende havde til formål at skabe en samlet oplevelsespakke før
fodboldkampen, som inkluderede forplejning og bidrog til den samlede underholdningsoplevelse.
Indklagede oplyste endvidere, at man for dette markedsføringstiltag forudgående havde taget stilling til
Adfærdskodekset, og at man fra Indklagede havde vurderet, at det var inden for rammer af kodekset, idet,
at de økonomiske kriterier for at kvalificere sig til tilbuddet var lave (175 DKK), og at øllen blev stillet gratis til
rådighed for spilleren, når betting-betingelsen var opfyldt, hvilket efter Indklagedes opfattelse betød, at
enhver potentiel økonomisk skade var meget begrænset. Indklagede havde i samarbejde med Brønshøj
Boldklub valgt prisen på 175 kr. ud fra en afvejning af, at det gennemsnitlige antal øl, som én person
almindeligvis indtager på tre timer under lignende arrangementer, konkret var 3,5. Indklagede havde
derfor foretaget en vurdering af, at dette forbrug næppe ville stige som følge af tilbuddet.
Indklagede henviste således herefter til, at der efter Indklagedes opfattelse ikke var iværksat et
markedsføringstiltag i strid med Adfærdskodekset.
Om Spilreklamenævnet
Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets
formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark,
og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med det adfærdskodeks om
markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spilvirksomheder har tiltrådt.
Nævnet består af en dommer som formand, tre repræsentanter fra spilleindustrien samt tre
repræsentanter, som repræsenterer spilbrugerne. Der kan findes yderligere information om nævnet og
dets virksomhed på nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.
Spilreklamenævnets udtalelse
Sagen omhandler Indklagedes markedsføringstiltag om fri øl som modydelse for placering af væddemål
for 175 kr., og manglende iagttagelse af oplysningspligten.
Spilreklamenævnet træffer beslutning om udtalelser i sager om spilmarkedsføring i henhold til det af
spilleindustrien vedtagne adfærdskodeks, jf. herved § 2 i Spilreklamenævnets forretningsorden. Ved
markedsføring forstås: ”enhver handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel
kommunikation, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud
af et produkt til forbrugerne.”
Spilreklamenævnet finder, at den i sagen omtalte markedsføring fra Indklagede udgør ”markedsføring af
spil”. Nævnet finder også, at Nævnet har kompetence til at behandle klager over spiludbydere, selvom
disse ikke har tilsluttet sig Adfærdskodekset som aftalepart, jf. eksempelvis Nævnets sag: 2022-03-14.
Spilreklamenævnet finder også, at Spilreklamenævnet har kompetence til at udtale sig i sager, hvor
markedsføringen afsendes via en markedsføringskanal, som ikke tilhører spiludbyderen selv, jf. (som
tidligere udtalt) eksempelvis sag 2021-09-06. Nævnet kan derfor behandle klagen. Nævnets vurdering vil
dog udelukkende forholde sig til markedsføringen af spil, og ikke markedsføring af alkohol.
Spilreklamenævnet finder i første omgang, at Indklagedes markedsføring er egnet til at kunne udgøre en
overtrædelse af den 1:1-regel, som bl.a. findes i bekendtgørelsen om online væddemål (§ 22), og som også
er nærmere beskrevet i Spillemyndighedens vejledning om salgsfremmende foranstaltninger.
Spilreklamenævnet har i den anledning derfor besluttet at oversende klagen til Spillemyndigheden til
eventuel videre foranstaltning i forlængelse af den samarbejdsaftale, som Spilreklamenævnet har med
Spillemyndigheden. Spilreklamenævnet vil således alene vurdere klagen ud fra Adfærdskodekset.
Vedr. Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14:
Spilreklamenævnet har gennemgået det af Indklagede fremsendte materiale med hensyn til pligtteksten
indeholdt i Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14, og har herunder foretaget en besigtigelse af det pågældende
opslag af 22. maj 2025 på Brønshøj Boldklubs Facebook-side. Nævnet vurderer her, at Facebook-opslaget
indeholdt de påkrævede pligttekster, som omtales i Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14,
hvorved Facebookopslaget var i overensstemmelse med kodeksets pkt. 9 og 14.
Vedr. Adfærdskodeksets pkt. 2 og 8.3.
For så vidt angår Adfærdskodeksets andre bestemmelser, herunder særligt pkt. 2 og 8.3, finder Nævnet i
første omgang, at sammenkoblingen af alkohol og spil ikke automatisk er i strid med Adfærdskodekset,
ligesom nævnet også finder, at det ikke er unormalt at drikke øl til fodbold, og herunder, at det heller ikke
er ualmindeligt forekommende, at tilskuere better, når de ser fodbold. Nævnet finder dog også, at der kan
forekomme situationer, hvor sammenkoblingen af alkohol og spil kan udgøre et markedsføringstiltag i
strid med kodekset. Spilreklamenævnet vil i sådanne sager foretage en konkret vurdering af det
pågældende markedsføringstiltag sammenholdt med Adfærdskodekset. Da pkt. 2 er med til at udstikke
rammerne for kodekset, vil behandlingen af denne klage alene fokusere på pkt. 8.3, som opstiller regler for,
hvad aktørernes markedsføring konkret ikke må.
I forhold til den konkrete sag, finder Spilreklamenævnet, at opslaget er sendt ud via Brønshøj Boldklubs
Facebook-side, og dermed (som minimum) målrettes de personer, som er en del af det sociale fællesskab,
som hører til klubben. Spilreklamenævnet finder, at 175 kr. for fri øl i tre timer på et fodboldstadion
forekommer at være en ganske fordelagtig pris, hvorfor den pågældende ydelse fremstår lukrativ, og
Spilreklamenævnet finder det problematisk, at markedsføringen på denne måde sammenkobler fri bar,
spil og sociale fællesskaber. Kampen blev endvidere spillet på en lørdag, og den fordelagtige pris gav et så
stort økonomisk incitament for at placere et indskud hos Indklagede, at tilbuddet i øvrigt også var egnet til
at friste personer, som ikke normalt spiller, til at placere et indskud. Spilreklamenævnet finder dermed, at
det er en skærpende omstændighed, at der i det konkrete tilfælde blev markedsført fri bar i øl som
incitament for at deltage i spil.
Spilreklamenævnet finder derfor efter en samlet afvejning ud fra Adfærdskodeksets indhold samt formålet
med kodekset, at Indklagede har handlet i strid hermed, da markedsføringen var egnet til at opmuntre til
socialt uansvarlig spilleadfærd, der kan lede til finansiel, social eller emotionel skade, som dette er omtalt
under pkt. 8.3 i Adfærdskodekset.
At Indklagede har overholdt pkt. 9 og 14, og at Indklagede har oplyst, at den gennemsnitlige tilskuer
drikker 3,5 øl på tre timer til lignende arrangementer – hvorfor der efter Indklagedes opfattelse ikke var
chance for finansiel, social eller emotionel skade – kan ikke føre til et andet resultat.
På Spilreklamenævnets vegne
Jacob Scherfig, Formand
Jonatan Rasmussen, Sekretariatschef