Comeon! - markedsføring af onlinespil ved brug af Nicklas Bendtner


Udtalelse

Spilreklamenævnet har taget sagen op af egen drift, jf. § 5 i Nævnets forretningsorden.

 

Konklusion

I medfør af § 12.1 i forretningsordenen udtaler Spilreklamenævnet kritik af Comeon!, da markedsføringsmaterialet er i strid med bestemmelsen i adfærdskodeksets pkt. 8.2.

Spilreklamenævnet forventer, at Nævnets beslutning om at udtale kritik bliver fulgt op af umiddelbar handling, enten gennem direkte stop for markedsføringen eller gennem ændring af markedsføringstiltaget.

 

Baggrund

Spilreklamenævnet er blevet opmærksom på, at online-spiludbyderen ”Comeon!” (Co-Gaming Limited) på virksomhedens hjemmeside samt på virksomhedens Facebook-side benytter billeder af den tidligere professionelle fodboldspiller Nicklas Bendtner i forbindelse med markedsføringen af virksomhedens spil. Nicklas Bendtner optræder også i online-reklamer/annoncer fra virksomheden.

Der er i markedsføringen også anvendt slogans/tekster, hvori Nicklas Bendtners navn indgår.

F.eks. blev der den 7. juni i 2021 på indklagedes Facebookside skrevet:

”Er du også EM-klar ligesom Bendtner? Klik her for at få dine EM-underdrenge [link]”

Sammen med teksten er indsat et billede, hvor Nicklas Bendtner viser kanten af sine underbukser, der bærer indklagedes navn.

Spilreklamenævnet anmodede ved e-mail af 10. august 2021 om indklagedes bemærkninger til sagen, idet opmærksomheden blev henledt på bestemmelsen i pkt. 4 i adfærdskodekset og den tilsvarende bestemmelse i spillelovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Indklagede oplyste i sit svar af 9. september 2021, at indklagede ikke er medlem af ”Spillebranchen”, og at indklagede derfor ikke er bundet af det af spilbranchen vedtagne adfærdskodeks.

For så vidt angår brugen af Nicklas Bendtner i indklagedes markedsføring, anførte indklagede, at indklagedes kontraktmæssige forhold med Nicklas Bendtner ville ophøre pr. 31. december 2021, og at der ikke ville blive indgået en ny aftale med Nicklas Bendtner. Indklagede anmodede på den baggrund Nævnet om at lukke sagen.

Indklagede stillede herudover en række spørgsmål om Nævnets virke og berettigelse, herunder Nævnets legitimitet, og indklagede bad Nævnet om en uddybning af Nævnets rolle og legitimitet. Indklagede tog endvidere forbehold for at fremkomme med yderligere oplysninger vedrørende sagen.

Nævnets sekretariat besvarede den 15. september 2021 indklagedes spørgsmål og ønske om uddybning af Nævnets rolle, og det var i svaret oplyst, at Nævnet ville behandle sagen på Nævnets kommende møde den 6. december 2021. Indklagede blev bedt om at fremkomme med eventuelle yderligere bemærkninger inden da.

Indklagede fremsendte ikke yderligere bemærkninger.

Sagen blev herefter behandlet på Spilreklamenævnets møde den 6. december 2021, hvor Nævnet besluttede bl.a., at indklagede tillige skulle høres over en mulig overtrædelse af adfærdskodeksets pkt. 8.2 om anvendelse af personer, der af spilleren kan opfattes som ”autoriteter”, der har særlig indsigt i spillet.

Indklagede har i sit svar af 8. marts 2022 anmodet nævnet om at lukke sagen henset bl.a. til, at Spilreklamenævnet ikke har truffet afgørelse vedrørende det oprindeligt anførte om mulig overtrædelse af pkt. 4 i adfærdskodekset, at den omhandlede kontrakt er ophørt, at indklagede ikke har tiltrådt adfærdskodekset og derfor ikke er bundet af dette, samt at den pågældende markedsføring er i overensstemmelse med dansk spillelovgivning, og at påstande om det modsatte er grundløse.

Spilreklamenævnet har konstateret, at der den 10. marts 2022 på indklagedes Facebook-side fortsat fandtes markedsføring, som anvendte billeder af Nicklas Bendtner.

 

Om Spilreklamenævnet

Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark, og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med markedsføringslovens regler, spillovgivningens regler om markedsføring eller i strid med det adfærdskodeks om markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spilvirksomheder har tiltrådt.

Nævnet består af en dommer som formand, 2 repræsentanter fra spilleindustrien samt 2 repræsentanter, som repræsenterer spil-brugerne. Der kan findes yderligere information om Nævnet og dets virksomhed på Nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.

 

Nævnets udtalelse

Sagen omhandler Comeon!’s markedsføring af online-spil ved anvendelse af billeder af den tidligere professionelle fodboldspiller Nicklas Bendtner.

Ud over at anvende billeder af Nicklas Bendtner indgår Nicklas Bendtners navn også i slogans/salgstekster fra indklagede, som er eksponeret på indklagedes kommercielle Facebook-side.

Ved markedsføring kan forstås enhver handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel kommunikation, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud af et produkt til forbrugerne.

Adfærdskodeksets pkt. 4

Af pkt. 4 i adfærdskodekset fremgår, at markedsføring af spil ikke ved brug af kendte personligheder i strid med sandheden må antyde, at deltagelse i spil har bidraget til den kendtes succes. En tilsvarende bestemmelse findes i spillelovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Nævnet finder, at anvendelse af kendte personer i markedsføring af spilprodukter utvivlsomt kan påvirke forbruget af spil. En sådan anvendelse af kendte personer kan efter Nævnets opfattelse imidlertid ikke i sig selv antages at være i strid med bestemmelsen i adfærdskodeksets pkt. 4 og den tilsvarende bestemmelse i spillelovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Nævnet finder endvidere, at indklagedes konkrete anvendelse af Nicklas Bendtner i indklagedes markedsføring ikke i strid med sandheden antyder, at deltagelse i spil har bidraget til Nicklas Bendtners succes.

Nævnet finder således, at indklagedes anvendelse af Nicklas Bendtner i markedsføringen ikke er i strid med bestemmelsen adfærdskodeksets pkt. 4 og den tilsvarende bestemmelse i spillelovens § 36, stk. 1, nr. 4.

Adfærdskodeksets pkt. 8.2

Af adfærdskodeksets pkt. 8.2 fremgår, at markedsføringsmaterialer ikke ved direkte markedsføring af spil må anvende personer under 25 år eller anvende personer, der af spilleren kan opfattes som ”autoriteter”, der har særlig indsigt i spillet.

Det er Nævnets opfattelse, at Nicklas Bendtner må anses for at være en alment kendt person, som gennem sin fodboldkarriere, og den succes, som han har opnået her, særligt appellerer til unge/yngre mennesker, og at Nicklas Bendter således i hvert fald for denne persongruppe kan opfattes som en autoritet, der har særlig indsigt i spillet.

Ved anvendelse af Nicklas Bendtner i indklagedes markedsføring, i form af billeder og slogans/tekster, hvori Nicklas Bendtners navn indgår, finder Nævnet således, at indklagede har anvendt en person, som i hvert fald af yngre spillere kan opfattes som en autoritet, der har særlig indsigt i spillet.

Nævnet finder således, at anvendelsen af billeder af Nicklas Bendtner og dennes navn i markedsføringen er i strid med bestemmelsen i pkt. 8.2 i spilbranchens adfærdskodeks.

 

Konklusion

I medfør af § 12.1 i forretningsordenen udtaler Spilreklamenævnet kritik af Comeon!, da markedsføringsmaterialet er i strid med bestemmelsen i adfærdskodeksets pkt. 8.2.

Spilreklamenævnet forventer, at Nævnets beslutning om at udtale kritik bliver fulgt op af umiddelbar handling, enten gennem direkte stop for markedsføringen eller gennem ændring af markedsføringstiltaget.

 

På Spilreklamenævnets vegne

Jacob Scherfig, Formand

Kaare Friis Petersen, Sekretariatsleder

©Copyright 2024 https://www.danskerhverv.dk/ - All Rights Reserved