Betano – spørgsmål om manglende ”spil-ansvarligt-budskab” og aldersmarkering (”18+”)


Udtalelse

Spilreklamenævnet modtog d. 9. september 2025 en klage over spiludbyderen Betano. Klager havde
klaget til Spilreklamenævnet over, at der ved et Facebook-opslag om ”Betano Månedens Mål” ikke var
inkluderet et ”spil-ansvarligt-budskab” og en aldersmarkering, da klager opfattede opslaget som
spilmarkedsføring.

Konklusion
Spilreklamenævnet udtaler kritik, men tager sagen til efterretning.

Baggrund og sagsfremstilling
Spilreklamenævnet modtog d. 9. september 2025 en klage over spiludbyderen betano.dk (herefter
”Indklagede”). Indklagede er ejet af Insipia Limited.

Klager havde klaget til Spilreklamenævnet over, at der ved et Facebook-opslag om ”Betano Månedens
Mål” på fodboldklubben Brøndby IF’s Facebook-side, ikke var inkluderet et ”spil-ansvarligt-budskab”, og
herunder manglede henvisninger til ”StopSpillet”, ”ROFUS” og en aldersmarkering mv., da klager opfattede
opslaget som spilmarkedsføring. Nærværende klage vedrører således ikke selve indholdet af Indklagedes
markedsføring, men den omstændighed, at Indklagede efter klagers opfattelse ikke har opfyldt den
oplysningspligt, som eksisterer, når en spiludbyder udsender spilmarkedsføringsmateriale.

I forlængelse af klagen rettede Spilreklamenævnet skriftlig henvendelse til Indklagede d. 7. oktober 2025.
Spilreklamenævnet oplyste, at nævnet endnu ikke havde taget stilling til, om den pågældende
markedsføring var i strid med Adfærdskodekset, men oplyste generelt, at spiludbyderes markedsføring
skal overholde spillebranchens adfærdskodeks, og henviste i den anledning generelt til kodeksets pkt. 9 og
14. Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14 medfører, at det er god skik at inkludere et ”spil-ansvarligt-budskab” i al
markedsføring, hvor det er praktisk muligt, og at det er et krav, at et sådant budskab indgår i alle tvreklamer
for spil, og at markedsføring af spil på tv, sociale medier eller i trykte medier skal inkludere et
”18+” eller ”Aldersgrænse 18 år” eller tilsvarende budskab. Spilreklamenævnet anmodede herefter om
Indklagedes bemærkninger til klagen.

Indklagede har i sit svar til nævnet oplyst, at ”Betano Månedens Mål” er en aktivitet i forbindelse med
Indklagedes sponsorat af Brøndby IF. Formålet med opslaget var at engagere Brøndbys fans ved at
stemme om månedens mål af en Brøndby-spiller, og dermed ikke at promovere specifikke gamblingprodukter.
Indklagede henviser til, at sådanne sponsoraktiviteter er ganske normale i branchen, og en helt
legitim form for brandeksponering.

Indklagede oplyste dog også, at det var en menneskelig fejl, at det pågældende opslag ikke var forsynet
med de nødvendige markeringer, herunder StopSpillet, ROFUS og en aldersmarkering (”18+”) mv.
Indklagede oplyste samtidigt, at opslaget blev udarbejdet af Brøndby, og at Indklagede ikke havde kontrol
over opslaget, og at Indklagede heller ikke skulle godkende opslaget, inden det blev lagt online.

Indklagede henviste samtidig til, at deres sponsoraftale med Brøndby indeholder eksplicitte retningslinjer
for brugen af Betano-brandet, og at disse retningslinjer pålægger, at al markedsføringskommunikation,
der kan opfattes som spilreklame, skal indeholde al lovpligtig information om ansvarligt spil mv. Da
Indklagede blev gjort opmærksom på problemet fra Spilreklamenævnet, kontaktede Indklagede straks
Brøndby, hvorefter fejlen øjeblikkeligt blev rettet. Herefter blev et nyt opslag lagt ud, hvor den obligatoriske
tekst var blevet tilføjet.

Indklagede oplyste slutteligt til nævnet, at de tager deres forpligtelser i medfør af Adfærdskodekset meget
seriøst, og at Indklagede investerer betragtelige ressourcer for at sikre, at alle markedsføringstiltag er i
overensstemmelse med både lovgivningen og Adfærdskodekset, herunder reglerne om
spilansvarligtbudskaber og aldersmarkeringer, og at den pågældende klage er udtryk for en uheldig,
isoleret fejl fra deres sponsorerede samarbejdspartner. Indklagede vil nu gennemgå sine processer
fremadrettet, og har bl.a. indført, at sponsorerede opslag fra tredjeparter fra nu af skal godkendes af Indklagede.

Indklagede mener herefter ikke, at Indklagede har udsendt spilmarkedsføring, som strider imod
Adfærdskodekset.

Om Spilreklamenævnet
Spilreklamenævnet er et adfærdsregulerende nævn nedsat efter initiativ fra spilleindustrien. Nævnets
formål er at træffe beslutning om udtalelse i sager, hvor der klages over markedsføring af spil i Danmark,
og udtale kritik i sager, hvor spiludbydere markedsfører sig i strid med det adfærdskodeks om
markedsføring, som spilleindustrien har vedtaget, og som en række spilvirksomheder har tiltrådt.


Nævnet består af en dommer som formand, tre repræsentanter fra spilleindustrien samt tre
repræsentanter, som repræsenterer spilbrugerne. Der kan findes yderligere information om nævnet og
dets virksomhed på nævnets hjemmeside www.spilreklamenaevnet.dk.

Spilreklamenævnets udtalelse
Sagen omhandler påstand om manglende inkludering af et ”spil-ansvarligt-budskab” og aldersmarkering
(”18+”).

Spilreklamenævnet træffer beslutning om udtalelser i sager om spilmarkedsføring i henhold til det af
spilleindustrien vedtagne adfærdskodeks, jf. herved § 2 i Spilreklamenævnets forretningsorden. Ved
markedsføring forstås: ”enhver handling, udeladelse, adfærd, fremstilling eller kommerciel
kommunikation, foretaget af en erhvervsdrivende med direkte relation til promovering, salg eller udbud
af et produkt til forbrugerne.” Såfremt Spilreklamenævnet skal have kompetence i nærværende sag, skal
der således være tale om ”markedsføring af spil” – enten direkte eller indirekte.

Spilreklamenævnet bemærker indledningsvist, at klagen er indkommet i forbindelse med et Facebookopslag
den 8. september 2025, og at der kom et nyt opslag med ”Betano Månedens mål” ud d. 7. oktober
2025, som var samme dag, som Spilreklamenævnet rettede henvendelse til Indklagede. Indklagede har
herefter rettet opslaget af 7. oktober 2025, og oplyst, at de fremadrettet vil sikre, at lignende opslag vil
inkludere de krav, som fremgår af Adfærdskodekset pkt. 9 og 14.

Det i sagen omhandlede opslag vedrørte en afstemning om månedens mål for fodboldklubben Brøndby
IF, som Indklagede har indgået en sponsoraftale med. Spilreklamenævnet er enige med Indklagede i, at
det pågældende opslag er udtryk for almindelige sponsoraktiviteter, hvorfor nævnet ikke finder selve
konceptet om ”Månedens Mål” problematisk eller i strid med Adfærdskodekset. Sagen vedrører således,
om det var i strid med Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14, at opslaget ikke havde et ”spil-ansvarligt-budskab”
eller en aldersmarkering, i det tilfælde, at der er tale om spilmarkedsføring.

”Betano Månedens Mål”
Spilreklamenævnet finder, at det pågældende opslag er udtryk for spilmarkedsføring.

Spilreklamenævnet har i første omgang lagt vægt på den definition af spilmarkedsføring, som fremgår af
Spillemyndighedens vejledning om oplysningspligt ved markedsføring af spil. Spillemyndigheden uddyber
begrebet ”markedsføring” på vejledningens side 6 (version 5.0, juli 2025), hvoraf følgende fremgår:

[…]”Spillelovgivningens bestemmelser om markedsføring af spil suppleres af og fortolkes i
overensstemmelse med markedsføringsloven. Definitionen af markedsføring skal derfor også ses i lyset
af Forbrugerombudsmandens praksis, hvorefter der er tale om en bred definition, der som
udgangspunkt også omfatter branding af virksomheden, uagtet at brandingen ikke er relateret til et
konkret produkt. Spillemyndigheden vurderer på den baggrund, at markedsføring omfatter alle de
tiltag, som en spiludbyder tilbyder en forbruger med en kommerciel hensigt, herunder også generel
branding af spil og spiludbyderen. Det omfatter også promovering af, hvor et spil kan købes, samt
enhver omtale, der skal virke positivt på selve virksomhedens omdømme, men som ikke direkte
relaterer sig til virksomhedens produkter. Dette kan fx være gennemførelse af CSR-initiativer eller
kampagner med oplysning om ansvarlighedstiltag. […] Eksponering af selskabets logo betragtes som
udgangspunkt også som branding, afhængigt af konteksten og hensigten. Ved vurderingen lægges
der vægt på både hensigten med oplysningen og hvordan denne må forventes at blive opfattet af
modtageren. Der lægges ved vurderingen vægt på, om formålet vurderes at være at fremme
virksomheden og/eller dennes produkter og dermed om der er en kommerciel hensigt,
eller om der
alene er tale om identifikation af virksomheden, fx ved individuelle henvendelser til
spillere af ikkekommerciel
karakter, herunder omsorgsmails og købsbekræftelser.”

Nævnet har herefter i den konkrete sag lagt vægt på, at ”Betano”-logoet er gengivet med den særlige
”Betano-font”, og at logoet er placeret som det centrale i midten af opslaget. Spilreklamenævnet finder i
den anledning, at det pågældende opslag udgør ”branding” for Indklagede, og dermed spilmarkedsføring,
hvorfor at det pågældende opslag er omfattet af oplysningspligten, uagtet, at der ikke blev markedsført
konkrete produkter fra Indklagede, og uagtet at formålet - som anført af Indklagede - var at engagere
Brøndbys fans ved at stemme om månedens mål af en Brøndby-spiller. Nævnet finder også, at det
anvendte medie i den pågældende sag, gjorde det uproblematisk rent teknisk at indsætte de pågældende
oplysninger, som fremgår af pkt. 9 og 14. i Adfærdskodekset.

Nævnet finder det positivt, at Indklagede kontraktuelt har udstukket retningslinjer til sin
samarbejdspartner for brugen af Betano-brandet, og at disse retningslinjer pålægger, at al
markedsføringskommunikation, der kan opfattes som spilreklame, skal indeholde al lovpligtig information
om ansvarligt spil mv, hvilket vil omfatte Adfærdskodeksets pkt. 9 og 14. Nævnet bemærker dog generelt,
at det som udgangspunkt ikke er nok med et generelt kontraktsvilkår, da ansvaret i sidste ende
almindeligvis påhviler spiludbyderen. Nævnet finder derfor også i den konkrete sag, at det i sig selv ikke er
nok, at Indklagede havde generelle retningslinjer for samarbejdspartnerens opslag, hvorfor at Indklagede
på mere konkret vis burde have ført tilsyn med, at oplysningspligten blev iagttaget. Nævnet har også lagt
vægt på, at klagen konkret vedrørte Facebook-opslaget fra september-måned 2025, og at Indklagede
rettede opslaget fra oktober-måned 2025, da dette også blev offentliggjort uden de påkrævede
oplysningsforpligtelser, hvorfor der ikke blot var tale om en forglemmelse ved et enkelt opslag. At det reelt
var en tredjepart, som administrerede opslaget, kan derfor ikke føre til et andet resultat, jf. også princippet i
Spilreklamenævnets udtalelse i eksempelvis sag 2021-09-06.

Spilreklamenævnet udtaler derfor kritik af Indklagede. Da Indklagede imidlertid øjeblikkeligt foretog
rettelser af opslaget, da Spilreklamenævnet henvendte sig, tager nævnet sagen til efterretning.

Spilreklamenævnet bemærker til slut, at der ikke skal meget til for, at kravet om oplysningspligt, herunder
aldersmarkering og ”spil-ansvarligt-budskaber”, aktiveres, og anbefaler generelt, at spiludbydere i
tvivlstilfælde bør indsætte aldersmarkeringer og ”spil-ansvarligt-budskaber”. Nævnet bemærker dog i
øvrigt helt generelt og for andre sager, at der kan være ganske få tilfælde af medier med begrænset plads,
hvor det i praksis ikke rimeligvis kan lade sig gøre, at der indsættes ”spil-ansvarligt-budskaber” eller
aldersmarkeringer, også selvom, at der er tale om markedsføring eller branding. Disse sager skal dog
vurderes konkret.

Da henvendelsen netop har grænseflader til Spillemyndighedens vejledning om salgsfremmende
foranstaltninger og bekendtgørelsen om online væddemål, har nævnet besluttet også at orientere
Spillemyndigheden om klagen, jf. også samarbejdsaftalen mellem parterne.

På Spilreklamenævnets vegne

Jacob Scherfig, Formand
Jonatan Rasmussen, Sekretariatschef

©Copyright 2024 https://www.danskerhverv.dk/ - All Rights Reserved